Hyldest til "den lyseblå gendarm"
Fra Rens efterskoles årsskrift - 1952
Sidste del af artiklen: "Om grænsen og dens bevogtning",
skrevet af Grænsetoldinspektør, ritmester A. Malling-Jacobsen, Kollund.
Grænsebetjenten er medlem af et korps med stolte og århundred-gamle traditioner, som han sætter en ære i at videreføre. Han er rede til at yde sin indsats for den egn og befolkning, blandt hvilken han lever sit liv og udfører sin gerning, med hvilken han har indlevet sig i og er blevet eet med i årene, der er gået siden 1920.
Mangt et bevis på dette gode forhold mellem grænsens vogter og hans naboer er i årenes løb kommet til udtryk og har set dagens lys i den nu snart forløbne menneskealder siden ankomsten til den nuværende grænse.
Den smukkeste hilsen, hyldest og tak får han vel nok fra hans nære ven og grundige kender af "den lyseblå gendarm", en anden af grænsens trofaste og standhaftige forposter, forstander Godfred Hansen, Rens efterskole, der på en afstemningsdag sender ham følgende smukke versificerede hilsen:
Der går en vagt langs med landets skel.
I Danmarks gård er han portens værner.
Trods tiders vekslen og ve og vel
han går sin gang under sol og stjerner.
- Det er gendarmen, vor ven og vagt.
Som hav og himmel er blå hans dragt.
Han går sin gang ej på alfar vej,
men langs med Skelbæk og grænsepæle,
med øjet vidt over mark og maj,
hvor intet sig for hans syn kan fjæle.
- En ensom vandrer blandt dugget strå
i dage lyse og dage grå.
Hans sind er stemt af naturens fred,
som klarer tanken ad jævne veje,
den hindrer livet fra store skred,
kan give sin harmoni i eje.
- Gendarmen er naturens søn,
mor Danmark lyser i kuld og køn.
For nordens folk går han grænsevagt
og har sit ansvar ved leddets lukke.
Med landsmænd sønden han står ipagt
og lytter varmt til de længselssukke,
- der lyder fra hvor betrængte bror
på Danmarks ældgamle arvejord.
Godfred Hansen, Rens efterskole.
Smukkere har ingen endnu sagt det, lad det da være afslutningen på denne redegørelse om grænsen og dens bevogtning.
A. Malling-Jacobsen (1952)