Jægerlatin - vildsvinejagten 1948

JÆGERLATIN

Den efterfølgende historie er fundet på Bov Lokalarkiv. Den er udgivet ved stiftelsen af ”Vildsvinelauget fra Frøslev” i 1948. Historien bringes her i en forkortet udgave. Titlen her på siden er Jægerlatin, som i dag har en lidt anden betydning end i 1948. Her vises et udsnit af en gammel ordbog, der fortæller hvad ordet stod for dengang:

Jæger-latin, en, et. (jf. -løgn; spøg.) en jægers overdrevne beretninger om jagtoplevelser olgn.

I teksten herunder er der enkelte kommentarer skrevet med rødt, det er mine supplerende oplysninger. Ligeledes skal jeg her gøre opmærksom på at historien er skrevet i 1948, men skrevet som den vil blive fortalt i 2075. 

Knud Erik Gehrt.

Vildsvinejagten 1948

Dette er ”jægerlatin” og må ikke tages for andet. En gnist af sandhed og virkelighed ligger dog til grund for alle tildragelser i denne fortælling, som i hast blev forfattet og derefter oplæst ved ”bisættelsen den 8. maj 1948. Senere trykt uden væsentlige ændringer.

Den skal ”tænkes” fortalt
i år 2075

I mere end 100 år, helt tilbage til 1945, fejredes den 5. maj i Danmark som den store befrielsesdag. Dette gælder ikke mindst i grænseegnene.

Imidlertid har man i Rens i de sidste 120 år også fejret den 2. maj som den store befrielsesdag, Ja, det er næsten således, at den 2. maj betragtes som den største befrielsesdag.

Gamle mennesker ved meget at berette om store og uhyggelige begivenheder omkring 1948 i Rens. I historiske kildeskrifter findes adskillige ting om disse tildragelser. Der skal her i korthed berettes om denne trængselstid i Rens, det blodige slag og den store befrielse.

Ved juletid i 1947 begyndte det. Om natten hørtes underlige lyde i Rens Hedegård plantage og på heden. Snart viste det sig, at der i nattens mulm og mørke skete store ødelæggelser i mark og skov. Sporene viste at et stort dyr var på færde.

En fredelig juledag ved morgengry mødte en grænsegendarm inde i plantagen et stort, sort dyr, ganske ukendt på disse egne. Dyret var forsynet med frygtelige hugtænder. Det rev træer op med rode, opførte sig som besat. Gendarmen flygtede og snart vidste alle beboerne i Rens, hvad der foregik i plantagen og på markerne ved nattetid. Julefreden var ødelagt, folk turde ikke færdes ude efter solnedgang.

Imidlertid skulle livet leves, grænsevagten skulle passes. Men i januardagene 1948 skete det, at en gendarm ikke vendte tilbage fra sin nattevagt. Han blev eftersøgt, dog uden resultat. 8 dage senere fandt man resterne af hans cykel samt hans blanke uniformsknapper og den ene støvle. Det var et frygteligt fund for gendarmens kolleger. Et grufuldt drama var sket. Befolkningen var grebet af rædsel, gendarmerne ville forflyttes, de ville herefter kun patruljere to og to sammen.

Kort tid efter observerede man to tyske flygtninge kommende fra syd og dragende ind i plantagen. Vagterne turde ikke følge efter for at anholde dem.

Dagen efter fandt man resterne af den ene flygtning, den anden var sporløst forsvundet. Skelettet blev først fundet 25 år senere.

Alt som tiden gik, blev der holdt den ene rådslagning efter den anden, men uden positive resultater. Uhyggen bredte sig mere og mere. En englænder, som ville uskadeliggøre dyret, blev taget og ædt med hud og hår. Dagens gerning blev gjort i dybeste alvor. Efter solnedgang henlå Rens som uddød. Ingen vovede sig ud.

Efter at uhyret havde taget nogle børn og en soldat, steg panikken til det højeste. Gårdene faldt i pris, befolkningen rejste derfra. Markerne, som blev sået til om dagen, blev ødelagt om natten. Situationen var værre end i pestens tid.

I mellemtiden var disse beretninger nået til Lunderskov, hvor der boede en grosserer (formodentlig Peter Michaelsen), som havde jagtretten på Rens hede. Han tog affære, og snart gik der bud til Frøslev til sognefogeden og andre gæve jægere, som var grossererens jagtgæster på Rens.

Den 2. maj ved 3-tiden om natten ankom jægerne til Rens. Bilerne kørte med blændede lygter for ikke at påkalde sig uhyrets opmærksomhed. Alle var svært bevæbnede. Parolen lød to og to sammen, ubrydeligt sammenhold, kamp til det sidste, ingen overgivelse. Der var medbragt flere hundrede varme rundstykker og tilsvarende wienerbrød samt fløde – fløden var af den gode slags fra Nordjylland med den høje fedtprocent. (her skal lige forklares at den her nævnte fløde fra Nordjylland kommer fra Ålborg og har 45 %). Sognefogeden tog et helligt løfte af hver eneste en, at de ikke måtte forlade kamppladsen, før udyret var nedlagt.

Hvad der skete hin begivenhedsrige nat på Rens hede er kendt i hele Danmark. Her skal kun bemærkes, at det blev den tapre, uforfærdede skovfoged fra Fårhus, som efter 3 kvarters heltemodig kamp med sig selv (bukkefeber eller i dette tilfælde grisefeber?) sendte udyret, som viste sig at være et svin, den dræbende kugle.

Efterretningen om svinets død bredte sig hurtigt ud over egnen og efter at man havde indtaget lidt kaffe og lidt af fløden – fløden af den gode slags fra Nordjylland med den høje fedtprocent – drog man af sted op gennem Rens by og videre til Frøslev. Befolkningen ilede til, alle strålede over hele ansigtet, der blev strøet blomster på vejene, der blev vinket og der blev jublet. På Rens efterskole blev der stoppet op og her holdtes en kort andagt. Flagene gled til tops og jublen kendte ingen grænser i Rens. I dagens løb bevægede optoget sig videre over Jyndevad til Bov. Doktoren i Bov holdt ligsyn og attesterede, at svinet måtte anses for død.

Radio og verdenspresse kom i funktion. Den ene beretning afløste den anden. Hvis man i dag – over 120 år efter – ser de gamle aviser fra dengang, konstaterer man, at den 2. maj 1948 var den største dag i hele Rens’ historie. En lille uges tid senere fandt bisættelsen sted.

Bisættelsen skete den 8. maj kl. 18,00 i jagtstuen på Frøslev kro i dyb stilhed. De nærmeste var mødt. En gæv jæger og præst fra en jysk købstad havde lovet at holde mindetalen, han blev dog forhindret i at komme. Sognefogeden optrådte som ceremonimester og indledte med en stor og hjertelig tak til svinets banemand, skovfogeden fra Fårhus.

Derefter trådte grossereren fra Lunderskov frem til fadet og holdt en gribende mindetale. Aldrig nogensinde har noget svin fået så mange skønne ord med på vejen. Øjnene var fyldt med tårer. Han mindedes svinets færden her på jorden og særligt i Rens. Dets gerninger, både onde og gode.

Svinets efterladte blev også smukt omtalt, alle var dybt grebet.

Til sidst trådte skovfogeden fra Fårhus frem og kastede sovs på. Man istemte ”Dengang jeg drog af sted”.

Efter at bisættelseshøjtideligheden var endt, blev man endnu sammen i mange timer. Det antages, at der blev drukket meget kaffe og ligeså meget fløde – fløde af den gode slags fra Nordjylland med den høje fedtprocent.

Hvis man i dag – ca. 120 år efter disse begivenheder – besøger de minderige steder i Rens plantage, ser man endnu mindestenene, som tydeligt fortæller, hvad der engang foregik her.

På Paludan Müllers Vej, hvor den tapre skovfoged stod da han affyrede det befriende skud, er rejst en stor mindesten. Den bærer følgende indskrift:

Ca. 120 meter længere mod øst på Paludan Müllers Vej findes i vejens modsatte side ligeledes en skøn mindesten, hvorpå der står:

Nogle hundrede meter fra dette sted inde i plantagen er der en sten med følgende inskription:

Denne skønne sten er rejst af jagtherren fra Lunderskov.

(Vildsvinet blev ikke ramt i hjertet, så ville det ikke have løbet mere end ca. 50 m, det er sandsynligvis dræbt af et lungeskud ).

Endnu, så mange år efter, fejres som før nævnt den 2. maj som den store festdag i Rens med klokkeringning, pilgrimsfærd til Rens plantage og folkefest om aftenen. Man taler om trængselstiden fra 1947-48 og den store befrielsesdag 2. maj.